Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

søndag den 13. december 2009

Djinii til NM 2009

Djinnii har været til NM - det blev til hold guld og en individuel bronze.

Der kommer mere om dette, når vi er færdige med at fejre disse præstationer.
...

mandag den 7. december 2009

B-kuldet 5 år


Som tiden dog går - meget hurtigt. I går havde The Charmed Ones' B-kuld fødselsdag og de blev 5 år. Det er ikke til at fatte, at de allerede er så gamle.
Et STORT tillykke til dem alle 4.
...


mandag den 28. september 2009

KAF Klubmesterskab 2009

Familien var til KAF klubmesterskab, hvor Djinii havde en klubmestertitel fra sidste år at forsvare - men hvordan gik det så ???

En klubmester, en næsten klubmester, en næsten næsten klubmester og så de sidste 2.

Djinii måtte i mesterklassen se sig slået af Angel, som vandt klassen som eneste fejlfrie hund i de to gennemløb. Bente med Tano var lige ved at slå dem, men dels en nedrivning, dels en dårligere tid henviste dem til 2. pladsen. Djinii måtte dermed tage til takke med en 3. plads i klassen.

Angel - KAF Klubmester i Mesterklassen 2009

Bluebee havde i år fået lov at konkurrere i Seniorklassen - det gjorde hun godt. Bluebee var tændt som sædvanelig, og vi blev "ramt" af de seneste ugers manglende træning, så der var mange småfejl, som dommeren desværre så. Dette bevirkede, at vi måtte overlade førstepladsen til Birthe med Joey og tage til takke med en titel som næsten klubmester.

Buffy løb i Svendeklassen, hvor et par vægringer på hjulet i springløbet og en fejlindgang i slalom i agilityløbet sendte os ned på en 5. plads.

Nala debuterede i Lærlingeklassen og løb sit første "officielle" løb som 18 mdr. + Det gjorde de godt, men en misforståelse og en vægring på slutspringet i springklassen og et mistet skridt, hvor hun faldt ned af balancebommen og en efterfølgende disk sendte hende langt ned i rækken. MEN et er sikkert, Nala går efter titlen til næste år. Men inden da kommer både en debut inden for DGI landsdelsturnering i næste weekend og ikke mindst en ved KAF Mini CUP her om to uger.

Der blev dog også tid til at hilse på lidt familie. Der blev hilst på lillebror/bror Buddy (blev nr. 5 i mesterklassen), Nala's bror Uno (løb også i lærlingeklassen) og Djinii's bror Demon, som var med for hyggens skyld.
...

søndag den 13. september 2009

Buddy ny Lydighedschampion


Et kæmpe STORT tillykke til Charlotte med Buddy, som i går æørdag fik det tredje cert og dermed kan kalde sig Dansk Lydigheds Champion. De understregede deres nye titel søndag, hvor de igen fik en 1. præmie og tilmed blev nr. 3 i klassen.

Dermed har de "små blå" endnu engang vist, at de kan andet end at løbe agility.


Tak til Lene Wöliche for billederne.

...

mandag den 7. september 2009

Fælles DM 2009

Ja, så blev det tid til første fælles DM og dermed tid til at skrive den første del af denne nye historie - og det ville vi selvfølgelig gerne være med til.
Og det gjorde vi - det blev til ikke mindre end 2 x DM hold titler:
En til det lille hold FAST AND FURIOUS med mor Bluebee, kuld A - Angel og Louie og så ikke mindst Unique.

Og en til det store hold KAF FORCE + (L)ONE med vinderne fra sidste år: KAF FORCE bestående af Sarah med Bianca, Søren med Zimba og Poul med Djinii, som i år var forstærket/suppleret med Lone med Du Der, da Happy i år løb for et andet hold.


Individuelt var det lige ved og næsten, da Angel blev placeret som nr. 5 og Djinii som nr. 4 - begge hunde blev ført af Poul (jeg tabte lodtrækningen om Angel). Bluebee blev placeret som nr. 15, da vi desværre fik en vægring på tredje sidste forhindring i agilityløbet, som var en U-tunnel.
Alt i alt en rigtig god weekend, hvor stemningen og humøret var højt - trods regnbyger og blæst.
Vi er helt sikkert klar igen til næste år.
...



søndag den 9. august 2009

Så er vi klar til DM

Ved HH's stævne fik jeg lov at låne Angel med det formål, at jeg skulle forsøge at løbe fart og glæde i hende igen efter hendes løbetid. Det gik fint, ja faktisk så fint, at vi tog 2 x kvalifikationer til DM - en i agility og en i spring.
Bluebee manglede ved HH stævne kun en kvalifikation i agility, men dårlig handling fra min side, som resulterede i et spring over rebet, som markerede ringen, fik mig til at tabe først koncentrationen og dernæst hunden - og dermed også kvalifikation.

Da jeg ikke ønskede at stå og skulle hente kvalifikationen på sidste stævne, valgte jeg lørdag at tage en tur til Falster med det mål, at hente de manglende kvalifikationer. Jeg havde i dagens anledning lånt Angel med.
Dagens første løb var agility åben, som jeg først løb med Angel - et fejlfrit løb, og dernæst Bluebee - også fejlfrit. Dermed var Bluebee kvalificeret og Angel manglede en enkelte i spring. Nu kunne jeg godt mærke, at der var lidt pres på til springløbet - her "varmede" vi op med spring 3, hvor Bluebee løb fejlfrit, mens Angel blev disket, da min markering før næstsidste spring ikke var tydelig nok, og den lille dame flot "sejlede" forbi springet og tog slutspringet bagfra.

Nu blev det tid for spring åben, som jeg skulle løbe først med Angel - målet et fejlfrit løb og den sidste DM kvalifikation. Starten gik fint, men pludselig ved spring 9 - 10 stykker, så stopper Angel fuldstændigt om og går i gang med at snuse. Jeg ser vores DM kvalifikation flyve afsted ... Men så lykkes det at trænge igennem til Angel, og hun følger nødtvunget med mig gennem resten af banen. Efter sidste spring vender hun rundt om vingen og løber ca. ½ meter ind på banen igen og samler en guf op. Bluebee følger nogle hunde efter, og løber igen et fejlfrit løb.
Vores DM kvalifikation er trods snus og guf på banen hjemme, og de to blå bliver placeret som nr. 2 og 3.

Dagens mål er nået, og jeg da de begge har løbet super dagen igennem, vælger jeg at trække begge hundem fra agility 3 - de lider også under den næsten ulidelige varme.

Så for første gang er jeg dels kvalificeret til det individuelle DM - og det inden sidste stævne, dels er jeg kvalificeret med 2 hunde - hvor det dog endnu ikke er afklaret, om det bliver Poul eller mig, som skal løbe med Angel.
...

søndag den 2. august 2009

Med Buffy i Hvalsø

Buffy og jeg har i dag deltaget i AG landsholdets klasse 1 - 2 stævne i Hvalsø, hvor jeg havde et ønske om, at få de manglende "pinde", så vi kunne rykke i klasse 2. MEN det var vi åbenbart to om at bestemme - og Buffy mente bestemt ikke, at det var tid til det. Det blev til 3 x disk og et løb med 5 fejl, som indbragte os en 2.plads.

Jeg ved ikke helt, om jeg skal kalde det initiativ fra Buffy's side, manglende handling fra min - eller om Buffy bare er en lille sheltie, som har fået smag for agility. Buffy har løbet agility de seneste to uger, først ved Jutlandia Cup og efterfølgende ved Snapphanefejden, så der har været massiv agility påvirkning i den seneste tid. Og et er sikkert, der er blevet taget et ekstra gear i brug, og det går væsentlig stærkere end det hidtil har gjort.

I det første agility løb i dag, var Buffy mest at alt at sammenligne med en oppustet ballon uden knude på, som man bare slippe ud i luften - og den drøner ukontrollerbart rundt i en periode.
De efterfølgende løb var væsentlig bedre, men med den nye hastighed, så er det sikkert, at det stiller væsentlig større krav til mig, end det hidtil har gjort.

Nu vil jeg overveje, om jeg har mod på at forsøge mig igen næste weekend og se om jeg her kan sikre mig et par oprykninger. Tilmeldingen er sendt, så muligheden er der.
...

torsdag den 23. juli 2009

Bluebee svensk spring champion


Efter først en uge Jutlandia Cup og nu Snapphanefejden i Sveringe, så er hundene ved at være lidt brugte. Men trods alt ikke mere end, at Bluebee i dag løb et super flot springløb, der gav hende en placering som nr. 2 ud af 96. Da vinderen allerede er svensk spring champion, så gik certet videre, og Bluebee kan nu kalde sig svensk spring champion. Ikke ringe af den lille dame, som har passeret de 10 år.

Nu ligger hun velfortjent og putter på en stol i forteltet.
...

lørdag den 4. juli 2009

DGI Landsstævne i Holbæk

På en meget meget varm fredag gik turen mod Holbæk og DGI Landsstævne, hvor Rasmus, Poul og jeg skulle stå for en agilityworkshop. Da vi ankom måtte vi konstatere, at der ingen skygge var, kun en bagende sol - så solcreme var påkrævet.

Der var indledningsvis tilmeldt 54 deltagere, men grundet varmen var der flere, som valgte at stå over - også et antal hunde valgte dette, trods det at hundeførerne troppede op. Jeg så mere end en hund, som modvilligt tog første spring, og så blev stående midt i det hele. Men jeg tror, at vi alle kunne forstå dem. Når en af de få skyer gik for solen, så gik der nærmest et suk gennem os alle, og vi følte, at vi for en kort tid kunne ånde.

Parallelt med agilty workshoppen var der også en dog dancing workshop, som Emmy og Helle stod for. Jeg kunne høre musikken derfra, det lød spændende - men man kan som bekendt ikke være to steder på en gang.

Som opstart til de to workshops gav Emmy og Biscuit en smagsprøve på dog dancing - her var jeg selvfølgelig klar på første række, da jeg altid nyder at se dem optræde. Denne gang var det til Bon Jour fra Disney's Skønheden og Udyret. Biscuit var tydeligt præget af varmen, men trods det er jeg overbevist om, at han vandt manges hjerter med sin optræden.


Nej, han er ikke nærsynet, det står bare med meget små bogstaver.
.
Tak til Emmy og Helle for billederne
...

søndag den 28. juni 2009

Landsholdsudtagelse VM 2009

Så kom den længe ventede weekend, hvor AG landsholdet, som skal repræsentere Danmark ved VM i Østrig, skulle udtages. Både Angel og Djinii var med lørdagen, hvor der var træning.

Angel har jo her efter sin løbetid været igennem den traditionelle periode, hvor det at arbejde herunder at løbe agility ikke har stået øverst på hendes liste. Men trods dette så var det vores oplevelse, at hun efterhånden var ved at komme op i gear igen, ikke mindst da hun løb nogle fine løb ved Hillerød Hundevenners stævne i sidste weekend. Ved lørdagens træning gik det dog ikke helt som forventet, hvor hun i sidste løb valgte at snige sig under springene i en kombination. Også her til morgen kunne man se tegn på, at der var noget i vejen. Angel var derfor ikke med til dagens udtagelsesløb, men i stedet en tur hos Lone, hvor hun blev rettet både i nakke, skulder, ryg og bækken. Nu venter et par dage i ro, og så går det forhåbentlig fremad igen.

Til gengæld gik det godt for Djinii ved dagens udtagelsesløb, hvor hun løb 2 fejlfrie løb, men også måtte indkassere en disk i det sidste - hvor hun fik for meget fart på til at dreje ind og springe over det rigtige spring. Men trods dette, så rakte det til en reserveplads til det store hold.
...

onsdag den 17. juni 2009

Buffy hos kiropraktor

I går var Buffy til kontrol hos Malene, som er både dyrlæge og kiropraktor. Jeg frygtede, at der sad en del i nakken, da Buffy's hoved jo havde siddet en i noget mærkelig vinkel efter sammenstøddet med Nala. Men der var intet i nakken. Der var til gengæld noget galt i selve ryggen, i overgangen mellem bryst- og lændehvirvlerne, hvor et par torntappe sad skævt. Malene rettede Buffy's ryg og vi har fået en lille øvelse med hjem, som vi skal arbejde med i de kommende 2 uger - indtil Buffy skal til check igen.

Alt tyder på, at Buffy skal løbe agility igen, men indtil videre er træningen sat til et minimum, da hun skal helt over sin hjernerystelse. Nu håber jeg på, at hun bliver klar til Jutlandia Cup - jeg vil godt nok være ked af, hvis jeg også skal afmelde hende her.
...

mandag den 8. juni 2009

Buffy virker ok igen

Efter en nats søvn så virker Buffy ok igen. Under den korte morgenluftetur var der både overskud til at hoppe (Buffy's kendetegn) og skælde naboens lånehund ud. Det er utrolig så glad man pludselig kan blive for sådan en reaktion.

I eftermiddags var hun ude på en lidt længere tur, og heller ikke her var der spor af gårdsdagens oplevelse. Alt tyder på, at hun bliver ok igen. Nu bliver udfordringen at holde hende i ro, således at vi ikke fremprovokere en reaktion, så måske ligger og lurer. Men allerede nu er det svært at holde den unge dame i ro i buret - men der er min. 2 dage tilbage her.
...

søndag den 7. juni 2009

Jeg troede, at Buffy var død !

Dagens aftentur endte med en akut tur til vagtdyrlægen, da Nala i sin glæde over at se Buffy og Bluebee kom drønende i fuld fart direkte imod dem. Nala havde for meget fart på, forsøget at bremse - uden held, og endte med at forsøge at springe over Buffy. I springet ramte Nala Buffy med bagbenene. Buffy røg direkte til jorden med hovedet i en fuldstændig vanvittig vinkel skråt bagud - hun lå bare på jorden helt livløs med tomme åbne øjne.

Turen hjem ved jeg ikke helt hvordan gik - jeg var totalt i panik, da jeg var sikker på, at jeg havde mistet Buffy. Efter et par minutter (plus minus - min tidsfornemmelse forsvant) kan jeg se, at der er små trækninger ved hendes mundvige. Buffy begynder at smaske og savle - hovedet sidder fortsat i denne mærkelige vinkel. Et er at konstatere, at hunden er i live, men på daværende tidspunkt kunne jeg slet ikke glæde mig over det, da hun fortsat var langt væk.

Ind i bilen og afsted til vagtdyrlægen - mens jeg sad i bilen med Buffy havde Poul "talt" med et antal telefonsvarere inden han fik fat i en dyrlæge. Nærmeste dyrlæge var i Fredensborg.

På vejen i bilen kommer Buffy mere og mere til sig selv - efter en periode kan hun også dreje hovedet, og der kommer lidt liv i øjnene. Liv er måske så meget sagt, men de er ikke længere helt tomme. Jeg forsøger forsigtigt at rører hendes forpoter, men kan bare konstatere, at de hænger slapt ned. Men for hvert minut kommer der mere og mere liv og bevægelse i hende. Jeg tør dårligt tro på, at det måske slet ikke er så slemt, som det indledningsvis så ud. Men jeg kan endnu ikke slippe tanken om, at det her kan betyde afslutningen på Buffy's korte liv.

Da vi kom til dyrlægen, var Buffy i stand til at stå på egne ben - ikke overbevisende, men hun kunne stå. Dyrlægen checkede Buffy og mærkede hende igennem, og kunne konstatere, at der ikke var brækket noget, var noget øm over ryggen, havde et mærke på den ene side af hovedet, som kunne indikere, at det var her, hun var blevet ramt af Nala. "Dommen " lød på en hjernerystelse, så de næste dage skal Buffy forholde sig i ro.

Vagtdyrlægen var i øvrigt den samme, som i sin tid bragte Buffy til verden.

Nu er vi hjemme igen, en forskrækkelse "rigere" - men med en Buffy, som efter dyrlægen umiddelbare vurdering vil være klar til at løbe agility igen her om et par uger. Jeg ser frem til, at Buffy igen er på højkant, og glæder mig utrolig over, at det ikke gik så galt, som jeg først troede.
...

lørdag den 6. juni 2009

Hvilken skovtur ...

Hvis Nala kunne tale, ville hun helt sikkert fortælle om alle de traumatisk oplevelse, som hun blev udsat for ved dagens skovtur. Men det var heller ikke en helt almindelig skovtur, men "en tur" gennem DKK mentalbeskrivelse. På turen mødte Nala bl.a. en kedeldragt, som pludselig strøj til vejrs i et træ, raslende kæder og ikke mindst to spøgelser, som pludselig kom vandrende imod os.
Nala tog det mere eller mindre i stiv arm - dog var de der spøgelser lige ved at være for meget for hende. Men hvad lavede de dog også i Grib skov en dejlig solskinsdag ???

Vi kan berolige med, at Nala har overlevet, men det har åbenbart været en hård tur, da hun har sovet lige siden.
...

tirsdag den 19. maj 2009

DAL 2009-2

DAL blev ikke lige den succes, som vi havde håbet. Buffy løb et ok løb, desværre havde hun glemt at tage vattet ud af ørerne, så det med at høre, det var meget selektivt. Dette resulterede i et forkert spring og en disk til følge. Angel løb et flot løb med god fart på felterne, men indgangen til slalom gik ikke lige som den skulle, og de måtte indkassere 5 fejl.
Bluebee startede fint, men efter A-et, så satte hun mærkbart farten ned, og det kunne kort efter konstateres, at hun haltede på det ene bagben. Det viste sig, at der sad en lille pind i de lange hår mellem hendes ben og der sad også lidt harpiks på siden af den ene trædepude. Om det er efterreaktioner på dette eller om der er sket noget mere, ved vi endnu ikke. Faktum er, at hun stadig her til aften trækker lidt på det ene bagben.

Nu håber vi bare på, at Bluebee er klar igen efter en nats hvile.
...

lørdag den 16. maj 2009

Carson 2 år og nye talenter

I går havde Carson fødselsdag - 2 år - og jeg må konstatere, at nu er han gået ind i en ny alder - eller også er han faldet så godt til hos os, at vi nu ser alle hans "skjulte talenter".

Carson har efterhånden boet hos os i 14 dage, mens Johanna er på kursus, hvor hundene er byttet ud med høns. Carson er faldet utrolig godt til i flokken og har lært både at sove i sofaen, håndhæve retten til at løbe hegnspatrulje og ikke mindst er med de andre i køkkenet, når der er tegn på, at der er guf på vej.
MEN nu er der også tegn på en vis terrorist mentalitet i den unge herrer. I går aftes gik det ud over mine hjemmefutter - de første to gange blev de hentet - ofte med hjælp fra Nala, og efterfølgende tygget i. Tredje gang valgte han slet og ret at begynde at gnave i dem - mens jeg havde dem på. Her til formiddag er det gået ud over stakken med gamle aviser og reklamer - hvor han har forsøgt at finde ud af, hvor meget konfetti en avis og en reklame fra Føtex kan laves om til. Igen er Nala en fantastisk makker - hun går bestemt ikke af vejen for at hjælpe med et godt initiativ.

Lige pt. er der meget stille i huset - hvilket ofte er tegn på, at noget nyt og spændende er undervejs.
...

fredag den 15. maj 2009

Øv - ingen hvalpe

Ja, nu er det endeligt konstateret, at der ikke kommer Buffy hvalpe i denne omgang. Den lille dame har nemlig valgt at springe selve ægløsningen over. I lang tid var meldingen fra dyrlægen, at om et par dage, så er hun klar. Men så viste prøverne pludselig tegn på, at det var lige om lidt, lige op over og samtidig også at tidspunktet var forpasset. I formiddags fik vi så den endelige besked - tiden for ægløsningen og dermed parringen kom bare ikke. Hvorfor er der ingen, som kan fortælle os. Nu er det at vente til næste løbetid, hvis vi fastholder, at hun skal have et kuld hvalpe.

I alt dette kan vi glæde os over, at der ikke denne gang var tale om at skulle til udlandet og parre - det havde været et mareridt at planlægge. I hele perioden har Carson boet hos os, og ja, han har været interesseret, men kun en anelse mere interesseret i Buffy end i at lege med de øvrige af vores hunde.

MEN en hvalpeløs sommer giver til gengæld mulighed for en masse agility, hvorfor Buffy og jeg allerede er startet den intensive felttræning.
...

onsdag den 22. april 2009

Bluebee hos kiropraktor

For et par uger siden kom Bluebee haltende ind efter en tur i haven. Om det var et sammenstød med en af de andre, en ene ulykke eller hvad - det vides ikke. Efter et par dage i ro, så var Bluebee klar igen. MEN trods dette valgte vi at bestille en tid hos Malene til et check her inden agilitysæsonen for alvor går i gang.

I dag var vi så en tur i Hillerød og få dette check. Malene mærkede Bluebee igennem og fandt kun et enkelt sted, hvor der var behov for at løsne lidt. Det var rigtig dejligt at høre, at hun trods sin alder er i så fin form. Nu håber vi bare, at vi kan holde hende skadesfri - på dette punkt hjælper Bluebee jo desværre ikke selv meget til. Bluebee kender kun en hastighed og en retning - fuld fart fremad.
...

søndag den 19. april 2009

DKK Landshold - DGI Landsdelsturnering

Weekenden har stået på Landsholdssamling for Angel og Djinii, mens Bluebee og Buffy var til DGI Landsdelsturnering.

Poul har i år valgt at tilmelde både Angel og Djinii til landsholdet, så lørdag morgen pakkede de tasken og tog til landsholdssamling. Men det må dog konstateres, at Angel havde andre tanker end at skulle imponere landsholdsledelsen - Angel er nemlig gået i løbetid, så hun mente nærmere, at det var en lække hanhund, hun skulle forsøge imponere og forhåbentlig score frem for de 2-benede i landsholdsledelsen. Søndag gik det ikke meget bedre, da det viste sig under opvarmningen, at Angel havde en ødelagt trædepude, og dermed blev der sat et punktum for dagens agilityaktiviteter.
Djinnii valgte at leve op til forventningerne og viste sig fra sin bedste side. Godt nok er der stadig plads til forbedring, men hun er en supersej hund, der gør hvad man be'r hende om.

Søndag morgen blev de resterende hunde pakket i bilen og turen gik til Frederiksværk og DGI landsdelsturnering, hvor planen var, at vi skulle hente en masse point til KAF, så vi igen kunne komme til at ligge i spidsen af landsdelsturneringen. MEN vi må konstatere, at vores bidrag bestemt ikke var til at prale af. Vi scorede flere disk end fejlfrie gennemløb. Agility banen bød på flere kedelige tilgange til forhindringerne, specielt vippe og A, hvorfor jeg valgte at trække begge hunde i andet gennemløb. Springbanen var tilgengæld et drømmebane for en hurtig fremadrettet hund - men trods det krævede den en fører, der støtter hvor der er behov, og ikke løber fra sin hund. Bluebee mente ikke, at hun fik den nødvendige hjælp og valgte at løbe uden om muren, da jeg som fører var løbet fra hende. Det var rigtig øv. I andet gennemløb ventede jeg på hende, og her løb Bluebee et rigtig flot løb. Om det bliver et af de tællende for KAF, det vil tiden vise.
...

mandag den 13. april 2009

En herlig påske

Det har været en herlig påske, hvor Angel først var til stævne i Sverige og derefter på kursus sammen med Buffy og Buddy - mor Blå var også med, men kun som stand-in i det sidste løb, hvor Angel virkede noget flad.

Poul deltog (traditionen tro) i Gåsahoppet fredag og lørdag, men i år var det også for at få udenlandskryds til både Angel og Djinii, der begge er tilmeldt landsholdet. Det blev til både gode og mindre gode løb, der generelt viste at der er plads til finpudsning inden topformen er helt hjemme.

Søndag var vi så inviteret til kursus i KAF med Peter Crone. Det var en herlig dag - alt var i top, ja måske lige med undtagelse af madpakken - den skulle vi selv sørge for. Vejret var fantastisk, så det blev til lidt farve på armene og noget mere på enkeltes næser. Peter havde lavet nogle gode og udfordrende baner, som gav alle sved på panden - hvis ikke på grund af handlingen, så på grund af hans råben LØØØB nu ...
Også Winni's hjemmebagte boller og slikkage var helt top.

Nu går vi bare og glæder os til næste gang, hvor vi skal på kursus med Peter.
...

søndag den 29. marts 2009

DAL 2009-1

Eftermiddagens aktivitet stod denne søndag på DAL, hvor Bluebee jo har noget at forsvarer, da hun jo vandt DAL 2008.

Træningsløbet forud for selve DAL løbet gik rigtig godt for både Angel og Bluebee, som deltog i dag. I det tællende løb satte Angel tid til på nedgangen af A-et, da der ikke var guf til at lokke til en hurtig nedgang. Bluebee til gengæld er ligeglad den den slag, bare giv hende en bane at løbe på. Bluebee løb et super flot løb - det er svært at se, at den lille dame snart fylder 10 år.

Nu glæder vi os til at se den samlede resultatliste for DAL 2009-1, hvor vi dog allerede ved, at vi trods flotte tider ikke ligger helt i top, da 1. pladsen allerede er nuppet af Unique.

...

søndag den 1. marts 2009

DKK Opdrætteruddannelse


Lørdagen gik for mit vedkommnede med genetik og jura - eller nærmere bestemt overbygningen på DKK opdrætteruddannelse. Det var en fantastisk lærerig dag, hvor 2 utrolig vidende og kompetente instruktører ledte os gennem emnerne genetik og jura på inspirerende vis.
Jeg gennemgik DKK opdrætteruddannelse her for et par år siden, og dette gav mig dels retten til at bruge opdrætteruddannelsens logo, dels mulighed for at deltage på overbygningen til denne uddannelse.
Jeg kan kun afbefale både nye og erfarne opdrættere at deltage på denne uddannelse.


søndag den 22. februar 2009

Vinder af DAL 2008

"Mor Blå" har endnu engang bevist, at hun bestemt ikke er for gammel til at løbe agility. Bluebee modtog i dag sit diplom som vinder af DAL 2008 for små hunde, individuelt. Bluebee tog dog både titel og diplom med ophøjet ro, specielt da hun konstaterede, at der ikke fulgte noget spiseligt med.

lørdag den 7. februar 2009

Buffy træner 2 x 2 slalom

Buffy og jeg har længe være ueninge om hvordan en slalom passeres, hvorfor jeg nu har valgt at starter helt forfra med ny metode. Jeg har valgt, at vi skal forsøge os med Susan Garret's 2 x 2 weave training - 12 poles in 12 days. Om det lykkes inden for de planlagte 12 dage vil tiden vise, men indtil videre går det planmæssigt. Vi har dog lidt problemer, da Buffy ikke rigtig gider arbejde med et stykke legetøj, og hvis vi bruger guffere, så står hjernen helt af, og hun går fuldstændig i guf-mode.
Men indtil videre er motivationen i top, og vi arbejder videre trods vores legetøj/guf udfordringer.

søndag den 25. januar 2009

De blå bamser har fødselsdag


Som tiden dog går - i dag er det 5 år siden, at de "blå bamser" kom til verden. Louie har fejret dagen hjemme hos familine med bl.a. en tur på træningsbanen i formiddag. Og stakkes Angel må nøjes med fødselsdagshilsner og omsorg fra Kate og Kim, hvor hun har været, mens vi har været på skiferie. Men der skal nok blive hygget om hende, når vi henter hende i morgen eftermiddag.


fredag den 9. januar 2009

De har gjort det igen ...

Emmy og Biscuit har igen sikret sig en flot titel. Det blev dog ikke en NM titel, som man måske kunne have forvente i fortsættelse af deres deltagelse ved NM, men en titel som Best International Team Of The Year.
Jeg har sakset en del af begrundelse for titlen fra Dog Dancing Dagbogen - hvor resten også kan læses:


"This handler is in my opinion one of the best dog trainers of HTM the world has to offer. Having seen all her dogs work to an exceptionally high standard, I am ever so happy she has won this category.
Biscuit the Sheltie is absolutely fantastic he works like a dream - well I suppose the best compliment


I could give, is to say that seeing him work and observing his character and nature has made me think (albeit fleetingly): I would love a sheltie if I could get one like him.

HE IS A LITTLE SUPERSTAR.

They are Denmark's finest, Emmy Simonsen and The Charmed Ones' Biscuit in Blue".


Det er jo bare helt fantastisk at læse dette - ikke mindst for os som opdrættere af Biscuit.

Et KÆMPE STORT tillykke til Emmy og Biscuit for deres præstationer og ikke mindst denne titel.


mandag den 5. januar 2009

Held og lykke ved NM

Emmy og Biscuit skal i morgen som del af det danske hold forsvare de rød/hvide farver ved NM i Freestyle i Göteborg, Sverige.
Vi krydser fingre og poter for det danske hold, og håber at heldet er på deres side, når de skal i ilden.

Vi glæder os til at høre nyt fra den danske lejr.

torsdag den 1. januar 2009

Velkommen til vores blog

Så kom vi ind i det nye år, og dermed blev det tid til at tage hul på et nytårsfortsæt, som jeg tror, at mindst en af vores hvalpekøbere vil sætte stor pris på - nemlig opdateringer fra The Charmed Ones'. Og går det helt galt for mig med opdateringer, så opretter jeg hende som bidragyder til bloggen, så kan hun selv tilføje indlæg, når hun mener, at det er påkrævet.

Året startede vi med en dejlig gåtur i Melby med en masse dejlige mennesker og hunde - i alt 22 hunde, hvis jeg ellers har regnet rigtigt. Det der med at tælle opgav jeg hurtigt - prøv at få sådan en hundeflok til at stå stille på samme tid, så man får mulighed for at tælle ...

Familiens første projekt her i det nye år er den store kalenderkoordination, hvor kendte aktiviteter, stævner, landsholdssamlinger, hvalpeplaner ..., bliver føjet til kalenderen. Det store spørgsmål bliver endnu engang om der er weekender nok i året, eller om vi skal gå efter at få tilføjet et par mere.