Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

søndag den 9. august 2009

Så er vi klar til DM

Ved HH's stævne fik jeg lov at låne Angel med det formål, at jeg skulle forsøge at løbe fart og glæde i hende igen efter hendes løbetid. Det gik fint, ja faktisk så fint, at vi tog 2 x kvalifikationer til DM - en i agility og en i spring.
Bluebee manglede ved HH stævne kun en kvalifikation i agility, men dårlig handling fra min side, som resulterede i et spring over rebet, som markerede ringen, fik mig til at tabe først koncentrationen og dernæst hunden - og dermed også kvalifikation.

Da jeg ikke ønskede at stå og skulle hente kvalifikationen på sidste stævne, valgte jeg lørdag at tage en tur til Falster med det mål, at hente de manglende kvalifikationer. Jeg havde i dagens anledning lånt Angel med.
Dagens første løb var agility åben, som jeg først løb med Angel - et fejlfrit løb, og dernæst Bluebee - også fejlfrit. Dermed var Bluebee kvalificeret og Angel manglede en enkelte i spring. Nu kunne jeg godt mærke, at der var lidt pres på til springløbet - her "varmede" vi op med spring 3, hvor Bluebee løb fejlfrit, mens Angel blev disket, da min markering før næstsidste spring ikke var tydelig nok, og den lille dame flot "sejlede" forbi springet og tog slutspringet bagfra.

Nu blev det tid for spring åben, som jeg skulle løbe først med Angel - målet et fejlfrit løb og den sidste DM kvalifikation. Starten gik fint, men pludselig ved spring 9 - 10 stykker, så stopper Angel fuldstændigt om og går i gang med at snuse. Jeg ser vores DM kvalifikation flyve afsted ... Men så lykkes det at trænge igennem til Angel, og hun følger nødtvunget med mig gennem resten af banen. Efter sidste spring vender hun rundt om vingen og løber ca. ½ meter ind på banen igen og samler en guf op. Bluebee følger nogle hunde efter, og løber igen et fejlfrit løb.
Vores DM kvalifikation er trods snus og guf på banen hjemme, og de to blå bliver placeret som nr. 2 og 3.

Dagens mål er nået, og jeg da de begge har løbet super dagen igennem, vælger jeg at trække begge hundem fra agility 3 - de lider også under den næsten ulidelige varme.

Så for første gang er jeg dels kvalificeret til det individuelle DM - og det inden sidste stævne, dels er jeg kvalificeret med 2 hunde - hvor det dog endnu ikke er afklaret, om det bliver Poul eller mig, som skal løbe med Angel.
...

søndag den 2. august 2009

Med Buffy i Hvalsø

Buffy og jeg har i dag deltaget i AG landsholdets klasse 1 - 2 stævne i Hvalsø, hvor jeg havde et ønske om, at få de manglende "pinde", så vi kunne rykke i klasse 2. MEN det var vi åbenbart to om at bestemme - og Buffy mente bestemt ikke, at det var tid til det. Det blev til 3 x disk og et løb med 5 fejl, som indbragte os en 2.plads.

Jeg ved ikke helt, om jeg skal kalde det initiativ fra Buffy's side, manglende handling fra min - eller om Buffy bare er en lille sheltie, som har fået smag for agility. Buffy har løbet agility de seneste to uger, først ved Jutlandia Cup og efterfølgende ved Snapphanefejden, så der har været massiv agility påvirkning i den seneste tid. Og et er sikkert, der er blevet taget et ekstra gear i brug, og det går væsentlig stærkere end det hidtil har gjort.

I det første agility løb i dag, var Buffy mest at alt at sammenligne med en oppustet ballon uden knude på, som man bare slippe ud i luften - og den drøner ukontrollerbart rundt i en periode.
De efterfølgende løb var væsentlig bedre, men med den nye hastighed, så er det sikkert, at det stiller væsentlig større krav til mig, end det hidtil har gjort.

Nu vil jeg overveje, om jeg har mod på at forsøge mig igen næste weekend og se om jeg her kan sikre mig et par oprykninger. Tilmeldingen er sendt, så muligheden er der.
...