Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

mandag den 13. december 2010

Dyrlægen igen igen

Så kom dagen, hvor Callie igen skulle hilse på sin ven dyrlægen. Ok - ven og ven det er vist så meget sagt. Et er sikkert, hun er ikke ligefrem vild med ham, men finder sig i, at han skal pille ved hende.
Der blev fjernet sting fra de to små sår - eller retter de der var tilbage, da Callie har givet en pote med og havde allerede fjernet to af dem. Stingene fra det store sår blev fjernet, og det ser umiddelbart pænt ud. Ja, nu må vi acceptere, at skulle se på en sheltie med en stor bar plet og 4 mindre. Men hvis det er det, vi skal leve med i den kommende tid, så er det vist meget heldigt sluppet. Jeg tænker stadig på den livløse sheltie, som jeg bar ind den fredag morgen, og ved udemærket hvor galt det kunne være gået.

Umiddelbart er der ingen tegn på, at Callie nu er hverken bange for store hunde - eller har fået respekt for dem efter denne episode. MEN jeg må også erkende, at jeg ikke ligefrem opsøger dem for at undersøge hendes reaktioner. Pt. er det vist nærmere mig, som har problemer med fremmede hunde. Jeg kan mærke, at jeg bliver utryg, hvis jeg hører, at genboens rottweiler er i haven, når jeg er på vej ud og lufte. Jeg skal lige sikre mig, at han ikke kan komme ud.
Og her i eftermiddags så lykkedes det mig, at blive bange for en stor (glad) golden retriever, da den kom løbende i fuld fart direkte mod mig, da jeg kom gående med Callie og Buffy. Ejeren kaldte, men vi var åbenbart mere spændende, for den fortsatte mod os - og ejeren virkede desværre ligeglad. Så jeg hankede op i Callie og forsøgte at stoppe den fremmede hunds fremløb mod os. Herefter valgte jeg at gå den modsatte vej, og efter et stykke tid, så opgav den at følge efter os.
Det er godt nok øv, at jeg skal til at være bange og utryg, når jeg går tur med de små - fornufter siger mig jo, at de er hverken mere eller mindre farlig end de var for 10 dage side.

Trods det, at stingene nu er taget, så skal vi fortsat passe på Callie, hvorfor al vild leg fortsat er forbudt. Problemet er bare, at få Callie tl at forstå det. Hun mener jo, at hun er klar til at lege med sin ven Trophy igen.
...

mandag den 6. december 2010

Callie er tæt på frisk igen

Tak for de mange søde hilsner og opmuntringer, som I har sendt de seneste dage – det luner og hjælper. MEN det, som trods alt hjælper mest er, at Callie er på højkant igen. Med sin forbinding på bagbenene er hun klar igen og forsøgte i lørdags igen at sætte sig i respekt ikke overfor en rottweiler men overfor en bobslæde med barn og far. Den havde ikke fået lov at være på hendes vej. Jeg er nu ved at være overbevist om, at hun kommer sig 100% oven på mødet med genboens Victor.


Vi har i dag været hos dyrlægen igen igen, da det viste sig, at der var endnu et sår, som vi ikke havde opdaget i fredags. Grundet størrelsen valgte vil at få det kontrolleret, men dyrlægen mente dog ikke, at der var grund til at sy det. Også dyrlægen var tilfreds med den lille dames tilstand.
Jeg må bare konstatere, at hun er en sej lille tøs. Godt nok er hun stadig på smertestillende, men farten er ikke sat ned af den grund. Der var ro på i fredags, men siden da er der bare kommet mere og mere gang i den lille dame, der bestemt ikke mener at det er fair, at hun skal være spærret inde.

I dagen anledning skal der også lyde et tillykke til kuld B, da Biscuit, Buddy og Buffy har fødselsdag i dag -de bliver 6 år.
...

fredag den 3. december 2010

Callie udfordrer en rottweiler

Callie valgte her til morgen at udfordre genboens rottweiler, da han var på morgentur - det slap hun ikke særlig godt fra. Det kostede en tur hos dyrlægen og mange sting.

Uheldet var ude, da Callie i morges skulle tisse af, inden jeg skulle afsted på arbejde. Som altid går vi som det sidste, inden jeg kører, en tur ud ved indkørslen, hvor Callie plejer at sætte sig med det samme. Men her til morgen kunne hun høre, at der kom nogen gående på stien. Straks meldte den lille politibetjent sig i hende, og hun måtte ud og checke, hvad det var. Det var genboen, som kom retur fra morgengåturen med sin store rottweiler. Rottveileren kender sheltierne, og finder sig normalt i deres gøen, men i modsætning til, når de plejer at mødes, så var Callie løs denne gang, og skulle derfor helt hen og føre sig frem. Det blev for meget for den store - som tidligere under morgenturen var blevet generet af en anden hund. Han nappede Callie, rystede hende en enkelt gang og slap hende så. Herefter lå Callie bare slap og livløs hen på sneen.

Da jeg kom ind med hende kunne jeg mærke, at der var liv i hende, og hun begyndte også at snappe efter vejret. Hvor jeg troede, at han havde haft fat i hendes nakke, kunne jeg nu i lyset konstatere, at det var bagbenene - og primært det ene, som det var gået ud over. Der var et dybt sår på det ene baglår, tydeligvis efter en hjørnetand. Der fulgte nu et par hektiske minutter mens vi fik fundet ud af, hvilken dyrlæge, som vi kunne køre til. Det endte med, at vi valgte vores egen i håbet om, at vi kunne få fat i ham, når han statede sin morgen telefonkonsultation - og det fik vi, og kom til med det samme.
Dyrlægen checkede hende igennem og kunne - som os - konstatere, at det værste var såret på låret, og derud over var der 3 mindre sår. Ved dyrlægens undersøgelse var der ingen tegn på hverken led eller knogleskader i benene. Men det kan ikke udelukkes, at der er trykskader, som først viser sig på et senere tidspunkt.
Callie blev lappet sammen med mange sting, da de 3 af de 4 sår krævede et eller flere sting.

Callie sov de første par timer efter, at vi kom hjem, og har efterfølgende virket rimelig ok. Dyrlægen ringede her til eftermiddag for at høre til patienten. Han vil gerne have, at vi forsøger at få hende til at gå lidt, så vi kan sikre os, at der ikke er skader i ryggen.

Nu krydser vi fingre og poter for, at Callie må komme sig over dette uden men. Vi kan indtil videre kun håbe. Men det er godt nok mærkeligt, at skulle opleve hende så stille og rolig - hende, der til hverdag er familiens lille energibundt.
...

tirsdag den 3. august 2010

DKK mener, at Callie er død

Dagens grimme oplevelser var, da jeg konstaterede, at DKK i Hundeweb'en har registreret Callie som død. Jeg var på Hundeweb'en for at se, om DKK havde fået registreret dels Callies chipmærkning, dels hendes øjeslysning. Men det havde de ikke, da hun jf. dem er død.
Jeg kontaktede DKK, der noget undrende spurgte om jeg nu var sikker på, at hunden ikke var død - jeg kunne kun fortælle, at hun var lyslevende, da jeg tog hjemmefra i morges.

Efter at have talt med et par af DKK medarbejdere, må jeg konstatere, at de er mere interesserede i, hvem som havde lavet denne "fejl", frem for at få den rettet. I samtalerne var det næsten underforstået, at det var mig selv, som havde meddelt DKK, at hunden var død inden den blev chipmærket. At de har sendt flere papirer til mig vedr. Callies registrering, det betyder åbenbart ikke noget i denne sag.

Nu sidder jeg her med en mærkelig følelse. Jeg er DKK medlem, kennelmærkeindehaver og opdrætter til en dejlig lille sheltiehvalp, men alligevel kan det åbenbart ikke lykkes mig at få hende registreret rigtigt i DKK system. Hvad der er gået galt ved jeg ikke, men det håber jeg DKK har en fornuftig forklaring på i morgen, da jeg ikke accepterer at vente længere på, at de får rettet det i systemet.

Sommerens mange dejlige oplevelser kommer jeg tilbage til, når jeg får en ledig stund. Mine tre ugers ferie er nemlig gået totalt op i hunde, agility og hyggeligt samvær med mange dejlige venner.
...

søndag den 27. juni 2010

7 uger og ukuelig

Nu er Callie blevet 7 uger, og det går bestemt ikke stille for sig. Ugens aktiviteter har budt på en tur til dyrlæge for vaccination og chipning og en bytur sammen med 5 border collie hvalpe og Ziva.


Dyrlæge besøget gik ok, som altid mener Callie, at verden er til for hende, og at alle oplevelser skal styres af hende. Dyrlægens konsultation blev checket, og vist nok også fundet i orden. Problemet kom først, da vi mente, at det var tid til at komme en tur på bordet og få klaret, hvad der skulle klares. Callie fik den store tur, med alt hvad der hører til, inden vaccinationen, hvor der kom et piv fra hende, som markerede hendes utilfredshed med situationen. Nu forventede vi alle, at hun ville tænde helt af, når det blev til til at chippen skulle sættes ind - MEN her sås end ikke et blik med øjnene. Den lille dame var totalt opslugt af den frolic, som hun havde fået lige inden. Da hun blev sat ned på gulvet, så tog hun lige en tur mere rundt i konsultationen, inden hun havde tid til at tage med hjem. Og det skal lige tilføjes, at al gang foregår i løb.


Den vilde jagt i haven, hvor Callie har fundet en pind, som Buffy og Trophy gerne vil have poter i. Det fik de dog ikke, før de fik hende lagt ned ved et fælles angreb.

Ugens favorit legetøj har været vippebrædtet, som bruges til alt lige fra trampolin til bideklods. Brædtet kaster hende af i tide og utide, men det afskrækker hende ikke, hun tager bare en tur mere - alternativt får det et bid i siden. Buffy vil gerne lege med, men har ikke samme uforfærdede tilgang til dette vippende monster som Callie.
Lørdag formiddag var Callie med på bytur med Marianne Jensen, 5 border collie hvalpe - heraf Trophy som den ene - og sheltien Ziva. Alle mindst 3 uger ældre end Callie, men det genere ikke en lille sheltie.
Vi mødtes ved Holte Midtpunkt, og i løbet af de næste knap 2 timer mødte Callie foruden de mange "fremmede" hvalpe mennesker, børn, cykler, biler, kundevogne, svingdøre, rulletrapper, trapper, tunnler med genlyd, både broer, ænder, vand .... Ja det var en tur med rigtig mange oplevelser. Callie måtte da også efter kanp 1½ time have en lille lur på armen mens vi gik fra centeret til søen, men så var hun da klar igen.
Jeg brugte specielt turen til at møde mange børn, da Callie indtil nu ikke har mødt så mange af dem. Det er sådan lidt den omvendte verden, når man spørger forældre om deres barn ikke har lyst til at hilse på ens hund. Vi mødte blandt andet en lille trold på ca 1½ år, der glædestrålende klappede hænderne om hovedet på Callie, hvilket dog ikke påvirkede hverken hende eller hendes nysgerrighed. Forældrene undskyldte og trak barnet væk, mens de skældte det lille barn ud. Forældrene så total undrende ud, da jeg spurgte om de ikke måtte hilse på hinanden igen. De accepterede dog, og hele situationen endte i hygge for både barn og hund.
...

torsdag den 17. juni 2010

En kommende agility stjerne ...

Specialet er afleveret, og der er ingen tid og overskud til at opdatere vores blog med de sidste nye billeder.

Callie er nu blevet 6 uger, vejer 1681 g og er noget af en krudtugle med masser af temperament. Hun er meget larmende, når hun mener, at der skal ske noget, hun er sulten og så videre. Pt. har hun fundet på, at vi skal stå op kl. ca. 04:00 om morgenen - ja i morges var den kun 03:37 da hun sagde godmorgen. End ikke Angel gider stå op sammen med hende.

Haven er et fedt sted at suse rundt, og billedet nedenfor er fra en af de allerførste ture i haven.

Callie har også fået et par venner siden sidst. Først er der bamsen, som både må lægge krop til diverse slåskampe og ikke mindst, når der mangles en hovedpude.

Men der er også Border Collie vennen Trophy - også kaldet Tumlingen - som dog er noget større. Trophy elsker at lege vild, og mangler desværre også lidt forståelsen af, at der er en vis størrelsesforskel på dem - og ikke mindst, at den lille dame ikke kan tåle at få en højre pote lige i hovedet.


På billederne nedenfor er Callie 6 uger, og har fået smagen for at løbe stærkt, og har vist også forstået det her med agility springene, at man skal mellem vingerne og over pinden.




...

søndag den 30. maj 2010

Som tiden dog går ...

Som tiden dog går hurtigt, når man både har hundehvalp, skriver speciale og også forventes at deltage aktivt på ens arbejdsplads. Så har døgnet pludselig for få timer, og der må reduceres de steder, der kan. Og det blev beklageligvis på at opdatere bloggen - men her er så lidt om den lille blå dame.



14 dage gammel, hvor vi for første gang de smukke øje.

Den lille piger er nu blevet 3½ uge, og hun bliver større og større. Angel er stadig en super mor, som passer og plejer hende efter alle kunstens regler. Der skal ikke mange bib til, før hun er der og ser, hvad hun kan gøre for den lille dame.


Her med mor 2 uger gammel.

Den lille blå dame slægter familie på, og er godt på vej til at vise os 1000 måder at sove på. På billedet nedenfor har hun indtaget Nala's kæmpekurv, og skal selvfølgelig ligge på kanten og sove.
Den sovende skønhed.
Som I kan se, er der ikke meget blue merle over den lille dame, hun virker nærmere bi-blue. Der er lidt områder omkring munden, som vi endnu ikke helt kan bestemme om bliver brunt eller sort. Om ikke andet så vil den kommende farve på øjnene nok hjælpe os med at bestemme det. Men indtil videre er der ikke noget, som viser, at hun bliver helt samme farve som Angel.
Mor og datter.
Den lille dame har også fået et navn, det kræver DKK jo, at de får inden de bliver 3 uger. Det holdt hårdt, men jeg tror nok, at der næsten var enighed om det navn, som jeg sendte ind til DKK.
Hun kom til at hedde: The Charmed Ones' Callie in Blue - i daglig omtale Callie.


En mor/barn bunke - sådan soves der normalt.

Som nævnt er Angel utrolig opmærksom, og også sød til at optræde som resten af kuldet. Bla. ligger Callie meget ofte at sover med eller på Angel - og Angel ligger bare helt stille og passe på hende.

Ellers er Callie i fuld gang med at opleve og udforske verden. Det foregår i fuldt løb, dog ikke altid i den retning, som hun havde planlagt, men der er kommet fart over feltet, og den meget bredstående er ved at blive rettet ind til en mere normal gangart for en sheltiehvalp.
...

onsdag den 12. maj 2010

En uge gammel

Så er der gået en uge - hvilken uge ... Den startede med panik, men denne panik blev hurtigt vendt til fred og ro. Angel er en fantastik mor, der passer og pusler sin lille hvalp døgnet rundt. Men hun har dog stadig tid til at være med på gå tur med de øvrige, og trods det at hun stadig har tråde i, så både hopper og springer hun, som hun plejer.

Angel og hvalpen

Når man kun får en hvalp, så er problemet med navn større end jeg havde forventet. Der er ikke umiddelbart behov for at skelne flere hvalpe fra hinanden, så i omtale er det som oftest hvalpen eller puppe. Men tiden nærmer sig, vi skal have fundet et passende navn til den lille dame, så hun kan bliver registreret på behørig vis hos DKK.
Vi modtager gerne gode forslag til et kortere navn, der begynder med C, og har 2 stavelser.

Her en uge gammel, så vejer hun nu 456 g, hvilket betyder, at hun i går havde fordoblet sin fødselsvægt. De seneste dage har hun taget ca. 50 g på pr. dag.
Vi er også startet på neurologisk stimulation af hende - 1 gang dagligt. Ikke lige noget, som passer den lille dame, specielt ikke når hun bliver lagt på ryggen. Men hvis man samtidig nusser hende på maven, så accepteres det, og hun falder hurtigt til ro.


Nu glæder vi os til at se og opleve, hvad den kommende uge bringer. De øvrige hunde har været på barselsbesøg - kun stakkels Djinii er stadig ikke velkommen. Vi håber dog på, at hun bliver inviteret inden for en af de kommende dage. Når muligheden byder sig, så står Djinii i døren og forsøger at få et lille kig på det der spændende lille dyr, som ligger sammen med Angel.
...

torsdag den 6. maj 2010

Det første døgn

Som tiden gik i går, blev Angel mere og mere tryg ved det her lille væsen, som blev ved med at søge ind til hende. Hen under aften var det ren idyl i hvalpekassen - Angel puslede og plejede den lille hvalp. Og dette resulterede i, at vi har haft en dejlig rolig nat. Til tider vågnede jeg og lyttede, der var helt stille. Da jeg eftermiddagen og aftenen igennem ofte havde hørt hvalpen småpive, så var det helt mærkeligt, at der var så stille. En enkelt gang måtte jeg lige sikre mig, at der stadig var liv i dem begge. Det var der, de sov bare trygt og godt - Angel med den lille hvalp puttet godt ind på den varme mave.

Så har jeg forsøgt at tage et par billeder af den lille. Når man ser hende sådan her, så er det nok kun mig og nogle ganske få andre, som vil sige, at hun er sød og nuttet. Men et er sikkert, hun vokser sig kønnere og det allerede om ganske få dage/uger.

Jeg har været inde og kigge billeder af Bluebee's hvalpe på samme alder, og de ligner hinanden til forveksling. De mørke "pletter" sidder bare forskelligt på de enkelte hvalpe.

Men i modsætning til de andre, så har denne lile hvalp en fuld hvid krave. De øvrige har en lys grå stribe ind i kraven. Den hvide krave har hun sikkert fra sin far, Carson.

De øvrige hunde har været meget interesserede i, hvad det er for et lille væsen, som er flyttet ind hos Angel. Hvor de i går gerne måtte komme ind og kigge, så er der tydeligt blevet valgt til og fra u dag - det er bestemt ikke alle, som er velkomne i nærheden af hvalpen. Som det ses ovenfor på billedet, så må moster Buffy komme helt tæt på. Angel ligger bare og kigger, når Buffy kommer på besøg. Mens stakkels Djinii ikke engang må passere i døråbningen.
...

onsdag den 5. maj 2010

En blue merle tæve

Så kom den lille Angel hvalp til verden - en blue merle tæve.

Dagen startede stille og roligt, men morgenens opkald til dyrlægen ændrede dette. Angel's temperatur kl. 0600 var 37,0 og kl. 0800 var den på 37,5. Da den har ligget stabilt omkring 37,5 vurderede dyrlægen, at det nok snart var ved at være tid, hvor der ville ske noget. Det blev herefter besluttet, at foretage kejsersnittet i dag.

kl. 1330 afleverede jeg Angel, og herefter blev ventetiden lang. Jeg nåede at sende op til flere bekymrede sms'er og havde rigtig ondt i maven. Forsøgte at finde ud af, om der var grund til at føle bekymring - eller det bare var et udslag af den halve pose lakrids, jeg havde spist på vejen. Kl. 1433 kom så det længe ventede opkald fra dyrlægen. Hvalpen var ude, det var en lille tæve, som så ud til at være samme farve som sin mor. Jeg kunne få lov at hente dem kl. 1515 - det lød bare så dejligt.
Da jeg kom tilbage til dyrlægen, var Angel den første, som mødte mig. Hun kiggede på mig uden den store genkendelse, da hun kom gående gennem lokalet. Hvalpen lå i en kurv med en varmepude. Allerede her var der god gang i hvalpen, både bevægelsesmæssigt og lydmæssigt. MEN den var noget mindre end forventet. Der er ikke noget stort over hvalpen, hvilket også undrede dyrlægen, som ud fra røntgenbilledet havde gættet på, at den var væsentlig større. Jeg fik herefter de sidste instruktioner, og nu gik der kun ganske kort tid før jeg stod på gaden med en lettere skæv Angel og en sheltiehvalp i en papkasse.
Da vi kom hen på parkeringspladsen, var der en, som bemærkede, at Angel godt nok så lidt træt ud. Angel havde valgt at sætte sig bag bilen, og sad bare her og stenede uden kontakt til omverdenen. Men mon ikke, vi andre ville have gjort det samme, hvis vi havde været det samme tur igennem på så kort tid. Turen hjem gik ok med Angel i bur og hvalpen i kassen på passagersædet - nu pakket godt ind i div. tæpper, så den ikke blev kold.
Så nåede vi hjem, og nu startede panikken for alvor. Få flyttet og luftet de øvrige sheltier, så Angel og hvalpen kunne komme ind i huset. De store skulle også luftes, hvalpen nu næsten skreg, og Angel kiggede bare sløvt på mig. Jeg forsøgte at få ro på de øvrige, så jeg kunne koncentrerer mig om at få ro på Angel, så den lille kunne lægges til. Det var rent kaos - hver gang en af de andre gav lyd, så var Angel på mærkerne.
Angel er interesseret i hvalpen, men heller ikke mere end det. Det er tydeligt, at hun endnu ikke har "fundet" ud af, at der skal være et bånd imellem dem.
Jeg blev nødt til at bruge en livline - Rasmus kom inden for 5 min. og overtog de øvrige hunde. Nu fik jeg lidt mere ro på Angel, og efter lidt tid fik hvalpen fundet lidt mad, men ikke meget.
Efter min snak med dyrlægen i går var jeg indstillet på et kejsersnit - bare ikke, at det allerede skulle være i dag. Så jeg må indrømme, at jeg ikke var helt klar til at tage imod en hvalp i dag. Mælkeerstatning var ikke indkøbt, så den skulle også lige indkøbes, da jeg ikke er klar til at gå natten igennem uden at have dette, hvis Angel nu af en eller anden årsag vælger at lukke for mælkebaren.
Mens Rasmus kørte i byen, fik de øvrige hunde tyggeben, og der fald en herlig ro over huset. Og der gik heller ikke mange minutter før, at Angel - med lidt hjælp - accepterede, at hvalpen gerne ville have lidt mad. Jeg brugte tiden på at forsøge at tage et par billeder af dem, men det er ikke nemt, når man til stadighed skal have en hånd på Angel, så hun bliver liggende roligt.
Nu er der faldet ro over flokken, Angel er så småt begyndt at undersøge det er underlige pivedyr, som er hos hende, så nu kan jeg tænke på de næste punkter på programmet i form af mad og lufteture.
Jeg har også lige fået vejet den lille - 210 g. Til sammenligning vejede Angel 225 g, da hun blev født.

En noget groggy Angel og den lille hvalp.

Nu lyder det igen, som en lille sulten hvalp, som har brug for lidt hjælp. Jeg smutter ind til dem.

...

tirsdag den 4. maj 2010

En enkelt puppy

Så er det sikket, der er kun en hvalp, så nu er det slut med at ønske og krydse fingre for det. Det er selvfølgelig lidt meget øv, men sådan er det nu en gang.
Røntgenbilledet i dag viste en stor flot hvalp - hvis man ellers kan kalde den stor og flot ud fra det, man kan se på et røntgen billede. Det var i hvertfald dyrlægens ord. Jeg kunne kun se, at den var forholdsvis stor.

Da hvalpen er stor, har vi , trods det at den ligger med hovedet forrest, besluttet, at den skal tages ved et kejsersnit. Nu er det så bare, at vente på det rigtige tidspunkt. Det skal være tæt på at fødslen går i gang, men før at denne går i gang. Efter dyrlægens vurdering, så vil det forventeligt være på torsdag eller fredag.

Angel er på nuværende tidspunkt total uimponeret af den interesse, som vi viser hende - hun er kun interesseret i en ting, nemlig MAD. Hun er kronisk sulten, og er ved at nuppe hele hånden, hvis man forsøger at give hende noget. Hun ved heldigvis ikke, at maden i morgen tidlige er udskudt til efter, at jeg har talt med dyrlægen.

Næste melding om Angel her på bloggen bliver forhåbentlig, at det er overstået, og at hun har fået en dejlig hvalp.
...

søndag den 2. maj 2010

Hvalpe igen igen

Som tiden dog går - men det er jo også dejligt, da vi jo så meget snart ser Angels lille hvalp. Ja, ved genscanningen viste det ikke mere end en hvalp, men hvilken en. Jeg tror, at vi til slut havde samlet hele klinikkens personale, der alle skulle beundre det lille dyr, som lå der på skærmen som en bedre Nuser på sit hundehus. Vi forsøgte også at røntgenfotografere, men det var for tidligt, det viste kun Angel. Nu prøver vi igen i næste uge - dels for at få den endelige dom om antal (men jeg tror ikke på flere end den ene) og dels hvorstor den er, og hvordan den ligger. Det vil være dejlig information at have forud for fødslen.

Buffy var desværre ikke drægtig - så den står på agility istedet. Vi startede træningen op igen i onsdags med et heldagskursus med Jenny Damm. Det gik over alt forventning. Hvis det går sådan, når Buffy får pause fra træningen, så skal vi have lagt lidt flere pauser ind i træningen.
...

lørdag den 3. april 2010

Hvalp ja - hvalpe måske

Så er Angel blevet scannet, og umiddelbart kunne dyrlægen kun finde en fostersæk. Dyrlægen kunne ikke afvise, at der måske lå en ekstra bag denne fostersæk, hvorfor vi har aftalt, at Angel liver scannet igen, når jeg alligevel skal have Buffy scannet.

Det er altså sikkert, at Angel er drægtig, men indtil videre er der kun konstateret et foster. Det var ikke lige det, som vi havde håbet på, men nu må vi bare krydse fingre og poter for, at der ligger en ekstra gemt.
...

tirsdag den 30. marts 2010

Tegn på hvalpe ???

Her har jeg fulgt Hanne og Wendy's vej mod - hvad vi trode skulle være et kuld dejlige sheltiehvalpe, og så var det falsk alarm. Trods det, at Wendy viste, hvad Hanne mente, var sikre tegn.
Siden parringerne af de "små blå" har jeg nærstuderet dem - havde de forandret adfærd, udtryk eller andet ??? Jeg kan både se det og ikke se det. Man bliver efterhånden helt bims af at studere dem. MEN et er sikket her i huset, der er ingen tegn på spisevægring - og jeg tror heller ikke, at det kommer.
De er blevet mere kælne og klistrede - men i bund og grund så tror jeg bare, at de nyder at der er ekstra opmærksomhed på dem, og derfor er tættere på.´
Nu er nedtællingen begyndt - nedtællingen til scanning af Angel på lørdag. Min nysgerrighed er for stor - og hvis det ikke skal være hvalpe, så skal jeg have min agilityhund tilbage. Nu hvor jeg har endelig har tilkæmpet mig retten til at skulle løbe med hende hele sæsonen og ikke kun enkelte løb.
...

torsdag den 25. marts 2010

Flere hvalpe ???

Carson har nu forladt Danmark, så nu er det kun at vente på resultatet af hans sidste dage i Danmark, hvor han havde besøg af Buffy. Det er vist det, man kan kalde timing - dog var det lige ved at blive lidt for spændende, om vi kunne nå at få Buffy parret inden han stak af.

Buffy er parret, så nu er det bare at vente på, om det er lykkedes i år. Så indtil videre er det bare at vente på at tiden går, og så ellers studere hende indgående for små tegn, som måske kan give et lille tegn i retning af, at det er lykkedes. Under alle omstændigheder, så bestiller jeg scanning af hende, når vi der påskelørdag skal have scannet Angel.

Så I må da gerne gå i tænkeboks om en (ekstra) sheltiehvalp er noget for jer, hvis vi pludselig står med mange hvalpe og dermed er leveringsdygtige.
...

lørdag den 20. marts 2010

Hvalpe ???

Med hvalpeplanerne fra sidste år i erindring, så tør vi næsten ikke tro på, at det kan lykkes. Men forsøget skulle gøres, da Carson's ophold i Danmark snart er forbi.

Om det er lykkes, det vil tiden vise, men vi har fået parret Angel her for 2 uger siden, så om et uger kan vi få vished, om det er lykkedes eller ej. Pt. er hun blevet til en rigtig lille "klister" hund, der helst ligger i arm, på skødet eller meget tæt på en i sofaen - Johanna siger, at det er rigtig gode tegn, men jeg tør næsten ikke tro det, før vi har været til scanning og fået det konstateret her.

Så indtil videre er det, at krydse finge og poter for, at det er lykkedes - hvis ikke, så ser I os jo nok på agilitybanen allerede her i foråret.
...