Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

søndag den 30. maj 2010

Som tiden dog går ...

Som tiden dog går hurtigt, når man både har hundehvalp, skriver speciale og også forventes at deltage aktivt på ens arbejdsplads. Så har døgnet pludselig for få timer, og der må reduceres de steder, der kan. Og det blev beklageligvis på at opdatere bloggen - men her er så lidt om den lille blå dame.



14 dage gammel, hvor vi for første gang de smukke øje.

Den lille piger er nu blevet 3½ uge, og hun bliver større og større. Angel er stadig en super mor, som passer og plejer hende efter alle kunstens regler. Der skal ikke mange bib til, før hun er der og ser, hvad hun kan gøre for den lille dame.


Her med mor 2 uger gammel.

Den lille blå dame slægter familie på, og er godt på vej til at vise os 1000 måder at sove på. På billedet nedenfor har hun indtaget Nala's kæmpekurv, og skal selvfølgelig ligge på kanten og sove.
Den sovende skønhed.
Som I kan se, er der ikke meget blue merle over den lille dame, hun virker nærmere bi-blue. Der er lidt områder omkring munden, som vi endnu ikke helt kan bestemme om bliver brunt eller sort. Om ikke andet så vil den kommende farve på øjnene nok hjælpe os med at bestemme det. Men indtil videre er der ikke noget, som viser, at hun bliver helt samme farve som Angel.
Mor og datter.
Den lille dame har også fået et navn, det kræver DKK jo, at de får inden de bliver 3 uger. Det holdt hårdt, men jeg tror nok, at der næsten var enighed om det navn, som jeg sendte ind til DKK.
Hun kom til at hedde: The Charmed Ones' Callie in Blue - i daglig omtale Callie.


En mor/barn bunke - sådan soves der normalt.

Som nævnt er Angel utrolig opmærksom, og også sød til at optræde som resten af kuldet. Bla. ligger Callie meget ofte at sover med eller på Angel - og Angel ligger bare helt stille og passe på hende.

Ellers er Callie i fuld gang med at opleve og udforske verden. Det foregår i fuldt løb, dog ikke altid i den retning, som hun havde planlagt, men der er kommet fart over feltet, og den meget bredstående er ved at blive rettet ind til en mere normal gangart for en sheltiehvalp.
...

onsdag den 12. maj 2010

En uge gammel

Så er der gået en uge - hvilken uge ... Den startede med panik, men denne panik blev hurtigt vendt til fred og ro. Angel er en fantastik mor, der passer og pusler sin lille hvalp døgnet rundt. Men hun har dog stadig tid til at være med på gå tur med de øvrige, og trods det at hun stadig har tråde i, så både hopper og springer hun, som hun plejer.

Angel og hvalpen

Når man kun får en hvalp, så er problemet med navn større end jeg havde forventet. Der er ikke umiddelbart behov for at skelne flere hvalpe fra hinanden, så i omtale er det som oftest hvalpen eller puppe. Men tiden nærmer sig, vi skal have fundet et passende navn til den lille dame, så hun kan bliver registreret på behørig vis hos DKK.
Vi modtager gerne gode forslag til et kortere navn, der begynder med C, og har 2 stavelser.

Her en uge gammel, så vejer hun nu 456 g, hvilket betyder, at hun i går havde fordoblet sin fødselsvægt. De seneste dage har hun taget ca. 50 g på pr. dag.
Vi er også startet på neurologisk stimulation af hende - 1 gang dagligt. Ikke lige noget, som passer den lille dame, specielt ikke når hun bliver lagt på ryggen. Men hvis man samtidig nusser hende på maven, så accepteres det, og hun falder hurtigt til ro.


Nu glæder vi os til at se og opleve, hvad den kommende uge bringer. De øvrige hunde har været på barselsbesøg - kun stakkels Djinii er stadig ikke velkommen. Vi håber dog på, at hun bliver inviteret inden for en af de kommende dage. Når muligheden byder sig, så står Djinii i døren og forsøger at få et lille kig på det der spændende lille dyr, som ligger sammen med Angel.
...

torsdag den 6. maj 2010

Det første døgn

Som tiden gik i går, blev Angel mere og mere tryg ved det her lille væsen, som blev ved med at søge ind til hende. Hen under aften var det ren idyl i hvalpekassen - Angel puslede og plejede den lille hvalp. Og dette resulterede i, at vi har haft en dejlig rolig nat. Til tider vågnede jeg og lyttede, der var helt stille. Da jeg eftermiddagen og aftenen igennem ofte havde hørt hvalpen småpive, så var det helt mærkeligt, at der var så stille. En enkelt gang måtte jeg lige sikre mig, at der stadig var liv i dem begge. Det var der, de sov bare trygt og godt - Angel med den lille hvalp puttet godt ind på den varme mave.

Så har jeg forsøgt at tage et par billeder af den lille. Når man ser hende sådan her, så er det nok kun mig og nogle ganske få andre, som vil sige, at hun er sød og nuttet. Men et er sikkert, hun vokser sig kønnere og det allerede om ganske få dage/uger.

Jeg har været inde og kigge billeder af Bluebee's hvalpe på samme alder, og de ligner hinanden til forveksling. De mørke "pletter" sidder bare forskelligt på de enkelte hvalpe.

Men i modsætning til de andre, så har denne lile hvalp en fuld hvid krave. De øvrige har en lys grå stribe ind i kraven. Den hvide krave har hun sikkert fra sin far, Carson.

De øvrige hunde har været meget interesserede i, hvad det er for et lille væsen, som er flyttet ind hos Angel. Hvor de i går gerne måtte komme ind og kigge, så er der tydeligt blevet valgt til og fra u dag - det er bestemt ikke alle, som er velkomne i nærheden af hvalpen. Som det ses ovenfor på billedet, så må moster Buffy komme helt tæt på. Angel ligger bare og kigger, når Buffy kommer på besøg. Mens stakkels Djinii ikke engang må passere i døråbningen.
...

onsdag den 5. maj 2010

En blue merle tæve

Så kom den lille Angel hvalp til verden - en blue merle tæve.

Dagen startede stille og roligt, men morgenens opkald til dyrlægen ændrede dette. Angel's temperatur kl. 0600 var 37,0 og kl. 0800 var den på 37,5. Da den har ligget stabilt omkring 37,5 vurderede dyrlægen, at det nok snart var ved at være tid, hvor der ville ske noget. Det blev herefter besluttet, at foretage kejsersnittet i dag.

kl. 1330 afleverede jeg Angel, og herefter blev ventetiden lang. Jeg nåede at sende op til flere bekymrede sms'er og havde rigtig ondt i maven. Forsøgte at finde ud af, om der var grund til at føle bekymring - eller det bare var et udslag af den halve pose lakrids, jeg havde spist på vejen. Kl. 1433 kom så det længe ventede opkald fra dyrlægen. Hvalpen var ude, det var en lille tæve, som så ud til at være samme farve som sin mor. Jeg kunne få lov at hente dem kl. 1515 - det lød bare så dejligt.
Da jeg kom tilbage til dyrlægen, var Angel den første, som mødte mig. Hun kiggede på mig uden den store genkendelse, da hun kom gående gennem lokalet. Hvalpen lå i en kurv med en varmepude. Allerede her var der god gang i hvalpen, både bevægelsesmæssigt og lydmæssigt. MEN den var noget mindre end forventet. Der er ikke noget stort over hvalpen, hvilket også undrede dyrlægen, som ud fra røntgenbilledet havde gættet på, at den var væsentlig større. Jeg fik herefter de sidste instruktioner, og nu gik der kun ganske kort tid før jeg stod på gaden med en lettere skæv Angel og en sheltiehvalp i en papkasse.
Da vi kom hen på parkeringspladsen, var der en, som bemærkede, at Angel godt nok så lidt træt ud. Angel havde valgt at sætte sig bag bilen, og sad bare her og stenede uden kontakt til omverdenen. Men mon ikke, vi andre ville have gjort det samme, hvis vi havde været det samme tur igennem på så kort tid. Turen hjem gik ok med Angel i bur og hvalpen i kassen på passagersædet - nu pakket godt ind i div. tæpper, så den ikke blev kold.
Så nåede vi hjem, og nu startede panikken for alvor. Få flyttet og luftet de øvrige sheltier, så Angel og hvalpen kunne komme ind i huset. De store skulle også luftes, hvalpen nu næsten skreg, og Angel kiggede bare sløvt på mig. Jeg forsøgte at få ro på de øvrige, så jeg kunne koncentrerer mig om at få ro på Angel, så den lille kunne lægges til. Det var rent kaos - hver gang en af de andre gav lyd, så var Angel på mærkerne.
Angel er interesseret i hvalpen, men heller ikke mere end det. Det er tydeligt, at hun endnu ikke har "fundet" ud af, at der skal være et bånd imellem dem.
Jeg blev nødt til at bruge en livline - Rasmus kom inden for 5 min. og overtog de øvrige hunde. Nu fik jeg lidt mere ro på Angel, og efter lidt tid fik hvalpen fundet lidt mad, men ikke meget.
Efter min snak med dyrlægen i går var jeg indstillet på et kejsersnit - bare ikke, at det allerede skulle være i dag. Så jeg må indrømme, at jeg ikke var helt klar til at tage imod en hvalp i dag. Mælkeerstatning var ikke indkøbt, så den skulle også lige indkøbes, da jeg ikke er klar til at gå natten igennem uden at have dette, hvis Angel nu af en eller anden årsag vælger at lukke for mælkebaren.
Mens Rasmus kørte i byen, fik de øvrige hunde tyggeben, og der fald en herlig ro over huset. Og der gik heller ikke mange minutter før, at Angel - med lidt hjælp - accepterede, at hvalpen gerne ville have lidt mad. Jeg brugte tiden på at forsøge at tage et par billeder af dem, men det er ikke nemt, når man til stadighed skal have en hånd på Angel, så hun bliver liggende roligt.
Nu er der faldet ro over flokken, Angel er så småt begyndt at undersøge det er underlige pivedyr, som er hos hende, så nu kan jeg tænke på de næste punkter på programmet i form af mad og lufteture.
Jeg har også lige fået vejet den lille - 210 g. Til sammenligning vejede Angel 225 g, da hun blev født.

En noget groggy Angel og den lille hvalp.

Nu lyder det igen, som en lille sulten hvalp, som har brug for lidt hjælp. Jeg smutter ind til dem.

...

tirsdag den 4. maj 2010

En enkelt puppy

Så er det sikket, der er kun en hvalp, så nu er det slut med at ønske og krydse fingre for det. Det er selvfølgelig lidt meget øv, men sådan er det nu en gang.
Røntgenbilledet i dag viste en stor flot hvalp - hvis man ellers kan kalde den stor og flot ud fra det, man kan se på et røntgen billede. Det var i hvertfald dyrlægens ord. Jeg kunne kun se, at den var forholdsvis stor.

Da hvalpen er stor, har vi , trods det at den ligger med hovedet forrest, besluttet, at den skal tages ved et kejsersnit. Nu er det så bare, at vente på det rigtige tidspunkt. Det skal være tæt på at fødslen går i gang, men før at denne går i gang. Efter dyrlægens vurdering, så vil det forventeligt være på torsdag eller fredag.

Angel er på nuværende tidspunkt total uimponeret af den interesse, som vi viser hende - hun er kun interesseret i en ting, nemlig MAD. Hun er kronisk sulten, og er ved at nuppe hele hånden, hvis man forsøger at give hende noget. Hun ved heldigvis ikke, at maden i morgen tidlige er udskudt til efter, at jeg har talt med dyrlægen.

Næste melding om Angel her på bloggen bliver forhåbentlig, at det er overstået, og at hun har fået en dejlig hvalp.
...

søndag den 2. maj 2010

Hvalpe igen igen

Som tiden dog går - men det er jo også dejligt, da vi jo så meget snart ser Angels lille hvalp. Ja, ved genscanningen viste det ikke mere end en hvalp, men hvilken en. Jeg tror, at vi til slut havde samlet hele klinikkens personale, der alle skulle beundre det lille dyr, som lå der på skærmen som en bedre Nuser på sit hundehus. Vi forsøgte også at røntgenfotografere, men det var for tidligt, det viste kun Angel. Nu prøver vi igen i næste uge - dels for at få den endelige dom om antal (men jeg tror ikke på flere end den ene) og dels hvorstor den er, og hvordan den ligger. Det vil være dejlig information at have forud for fødslen.

Buffy var desværre ikke drægtig - så den står på agility istedet. Vi startede træningen op igen i onsdags med et heldagskursus med Jenny Damm. Det gik over alt forventning. Hvis det går sådan, når Buffy får pause fra træningen, så skal vi have lagt lidt flere pauser ind i træningen.
...