Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

tirsdag den 3. august 2010

DKK mener, at Callie er død

Dagens grimme oplevelser var, da jeg konstaterede, at DKK i Hundeweb'en har registreret Callie som død. Jeg var på Hundeweb'en for at se, om DKK havde fået registreret dels Callies chipmærkning, dels hendes øjeslysning. Men det havde de ikke, da hun jf. dem er død.
Jeg kontaktede DKK, der noget undrende spurgte om jeg nu var sikker på, at hunden ikke var død - jeg kunne kun fortælle, at hun var lyslevende, da jeg tog hjemmefra i morges.

Efter at have talt med et par af DKK medarbejdere, må jeg konstatere, at de er mere interesserede i, hvem som havde lavet denne "fejl", frem for at få den rettet. I samtalerne var det næsten underforstået, at det var mig selv, som havde meddelt DKK, at hunden var død inden den blev chipmærket. At de har sendt flere papirer til mig vedr. Callies registrering, det betyder åbenbart ikke noget i denne sag.

Nu sidder jeg her med en mærkelig følelse. Jeg er DKK medlem, kennelmærkeindehaver og opdrætter til en dejlig lille sheltiehvalp, men alligevel kan det åbenbart ikke lykkes mig at få hende registreret rigtigt i DKK system. Hvad der er gået galt ved jeg ikke, men det håber jeg DKK har en fornuftig forklaring på i morgen, da jeg ikke accepterer at vente længere på, at de får rettet det i systemet.

Sommerens mange dejlige oplevelser kommer jeg tilbage til, når jeg får en ledig stund. Mine tre ugers ferie er nemlig gået totalt op i hunde, agility og hyggeligt samvær med mange dejlige venner.
...