Fra venstre: Bluebee, Buffy, Buddy, Balou, Louie, Angel og Biscuit.

mandag den 13. december 2010

Dyrlægen igen igen

Så kom dagen, hvor Callie igen skulle hilse på sin ven dyrlægen. Ok - ven og ven det er vist så meget sagt. Et er sikkert, hun er ikke ligefrem vild med ham, men finder sig i, at han skal pille ved hende.
Der blev fjernet sting fra de to små sår - eller retter de der var tilbage, da Callie har givet en pote med og havde allerede fjernet to af dem. Stingene fra det store sår blev fjernet, og det ser umiddelbart pænt ud. Ja, nu må vi acceptere, at skulle se på en sheltie med en stor bar plet og 4 mindre. Men hvis det er det, vi skal leve med i den kommende tid, så er det vist meget heldigt sluppet. Jeg tænker stadig på den livløse sheltie, som jeg bar ind den fredag morgen, og ved udemærket hvor galt det kunne være gået.

Umiddelbart er der ingen tegn på, at Callie nu er hverken bange for store hunde - eller har fået respekt for dem efter denne episode. MEN jeg må også erkende, at jeg ikke ligefrem opsøger dem for at undersøge hendes reaktioner. Pt. er det vist nærmere mig, som har problemer med fremmede hunde. Jeg kan mærke, at jeg bliver utryg, hvis jeg hører, at genboens rottweiler er i haven, når jeg er på vej ud og lufte. Jeg skal lige sikre mig, at han ikke kan komme ud.
Og her i eftermiddags så lykkedes det mig, at blive bange for en stor (glad) golden retriever, da den kom løbende i fuld fart direkte mod mig, da jeg kom gående med Callie og Buffy. Ejeren kaldte, men vi var åbenbart mere spændende, for den fortsatte mod os - og ejeren virkede desværre ligeglad. Så jeg hankede op i Callie og forsøgte at stoppe den fremmede hunds fremløb mod os. Herefter valgte jeg at gå den modsatte vej, og efter et stykke tid, så opgav den at følge efter os.
Det er godt nok øv, at jeg skal til at være bange og utryg, når jeg går tur med de små - fornufter siger mig jo, at de er hverken mere eller mindre farlig end de var for 10 dage side.

Trods det, at stingene nu er taget, så skal vi fortsat passe på Callie, hvorfor al vild leg fortsat er forbudt. Problemet er bare, at få Callie tl at forstå det. Hun mener jo, at hun er klar til at lege med sin ven Trophy igen.
...

mandag den 6. december 2010

Callie er tæt på frisk igen

Tak for de mange søde hilsner og opmuntringer, som I har sendt de seneste dage – det luner og hjælper. MEN det, som trods alt hjælper mest er, at Callie er på højkant igen. Med sin forbinding på bagbenene er hun klar igen og forsøgte i lørdags igen at sætte sig i respekt ikke overfor en rottweiler men overfor en bobslæde med barn og far. Den havde ikke fået lov at være på hendes vej. Jeg er nu ved at være overbevist om, at hun kommer sig 100% oven på mødet med genboens Victor.


Vi har i dag været hos dyrlægen igen igen, da det viste sig, at der var endnu et sår, som vi ikke havde opdaget i fredags. Grundet størrelsen valgte vil at få det kontrolleret, men dyrlægen mente dog ikke, at der var grund til at sy det. Også dyrlægen var tilfreds med den lille dames tilstand.
Jeg må bare konstatere, at hun er en sej lille tøs. Godt nok er hun stadig på smertestillende, men farten er ikke sat ned af den grund. Der var ro på i fredags, men siden da er der bare kommet mere og mere gang i den lille dame, der bestemt ikke mener at det er fair, at hun skal være spærret inde.

I dagen anledning skal der også lyde et tillykke til kuld B, da Biscuit, Buddy og Buffy har fødselsdag i dag -de bliver 6 år.
...

fredag den 3. december 2010

Callie udfordrer en rottweiler

Callie valgte her til morgen at udfordre genboens rottweiler, da han var på morgentur - det slap hun ikke særlig godt fra. Det kostede en tur hos dyrlægen og mange sting.

Uheldet var ude, da Callie i morges skulle tisse af, inden jeg skulle afsted på arbejde. Som altid går vi som det sidste, inden jeg kører, en tur ud ved indkørslen, hvor Callie plejer at sætte sig med det samme. Men her til morgen kunne hun høre, at der kom nogen gående på stien. Straks meldte den lille politibetjent sig i hende, og hun måtte ud og checke, hvad det var. Det var genboen, som kom retur fra morgengåturen med sin store rottweiler. Rottveileren kender sheltierne, og finder sig normalt i deres gøen, men i modsætning til, når de plejer at mødes, så var Callie løs denne gang, og skulle derfor helt hen og føre sig frem. Det blev for meget for den store - som tidligere under morgenturen var blevet generet af en anden hund. Han nappede Callie, rystede hende en enkelt gang og slap hende så. Herefter lå Callie bare slap og livløs hen på sneen.

Da jeg kom ind med hende kunne jeg mærke, at der var liv i hende, og hun begyndte også at snappe efter vejret. Hvor jeg troede, at han havde haft fat i hendes nakke, kunne jeg nu i lyset konstatere, at det var bagbenene - og primært det ene, som det var gået ud over. Der var et dybt sår på det ene baglår, tydeligvis efter en hjørnetand. Der fulgte nu et par hektiske minutter mens vi fik fundet ud af, hvilken dyrlæge, som vi kunne køre til. Det endte med, at vi valgte vores egen i håbet om, at vi kunne få fat i ham, når han statede sin morgen telefonkonsultation - og det fik vi, og kom til med det samme.
Dyrlægen checkede hende igennem og kunne - som os - konstatere, at det værste var såret på låret, og derud over var der 3 mindre sår. Ved dyrlægens undersøgelse var der ingen tegn på hverken led eller knogleskader i benene. Men det kan ikke udelukkes, at der er trykskader, som først viser sig på et senere tidspunkt.
Callie blev lappet sammen med mange sting, da de 3 af de 4 sår krævede et eller flere sting.

Callie sov de første par timer efter, at vi kom hjem, og har efterfølgende virket rimelig ok. Dyrlægen ringede her til eftermiddag for at høre til patienten. Han vil gerne have, at vi forsøger at få hende til at gå lidt, så vi kan sikre os, at der ikke er skader i ryggen.

Nu krydser vi fingre og poter for, at Callie må komme sig over dette uden men. Vi kan indtil videre kun håbe. Men det er godt nok mærkeligt, at skulle opleve hende så stille og rolig - hende, der til hverdag er familiens lille energibundt.
...